Mad i Muscat / Oman



The Chedi er et af de dyreste hoteller i verden eller i hvert fald i Oman og da vi var der, blev vi så fanget af den fede stemning ag luksus, god mad og flotte omgivelser, at vi var ”tvunget” til at spise brunch der 2 morgener og aftensmad på fiskerestauranten den ene aften. Brunchen som vi indtog i en flot hvid gårdhave, mellem hvide søjler og flotte hvide parasoller, havde alt det der hører til en velassorteret brunch buffet, men med den ekstra bonus, at varme ting som pandekager og eggs Benedict blev lavet frisk og serveret ved bordet. 225 kr. pr. mand kan måske ligne meget i et ellers billigt tropisk land, men med alt det der fulgte med ja så var det en oplevelse der smagte af mere! Vi havde hørt at man mod betaling kunne tage sit badetøj med og så bruge hotellets pool, men det virkede ikke til at være muligt, da vi spurte på restauranten. Fiskerestauranten, som vi havde reserveret bord på til samme aften var den mest romantiske og stemningsfyldte oplevelse jeg længe har haft. Vi havde et bord i forreste række, ned mod vandet, på en lille terrasse, hvilket betød at det eneste der adskilte os fra bølgerne der skvulpede i strandkanten, var en lille stribe sand og en række af bål der var tændt langs restaurantens ene side. Alt var som man forventer det af en top restaurant. Vin, med og stemning gik op i en højere enhed, som fik prisen på de ca. 1025 kr. pr. mand til at virke ganske ok. For de penge fik vi drinks, en flaske vin, og 3 retter, med kaffe og likør – klart stedet at tage hen hvis man har spenderbukserne på og leder efter en romantisk aften! –Annette og jeg var rørende enige om at vi næsten burde kysse på hinanden, om ikke andet så bare fordi det ”hørte til”…
http://www.ghmhotels.com/

